University of South Australia

Studielivet i Adelaide

Studerende i Adelaide

Adelaide er en af de fedeste byer at bo i i Australien. Den er forholdsvis billig, og der er masser af internationale studerende, hvilket gør atmosfæren afslappet og ungdommelig. Centrum af byen er omringet af 29 parker, de såkaldte 'Parklands'. Ud over at være en meget grøn by er Adelaide også en by, der elsker at feste. Få meget mere information om studielivet i Adelaide og på University of South Australia.

Adelaide elsker at feste

Som international studerende på University of South Australia kommer du til at opleve den livlige atmosfære i Adelaide. South Australia har en spirende kunstscene, og bliver kaldt 'festivalstaten' på grund af de mange festivaler, der finder sted året rundt. Især i løbet af 'mad march', hvor de største events finder sted i Adelaide, og hvor vejret i øvrigt er bedst.

Den populære Adelaide Fringe festival starter i februar og varer omkring 3 uger. Hver aften er der koncerter, danse-, carbaret-, teater-, eller stand up-forestillinger i hele byen, og du finder størstedelen af byens befolkning på gaderne hver aften under festivalen. 

Australiens grønne by
Adelaide er South Australias hovedstad og en charmerende, og relativt lille, by, omringet af smukke grønne parker. Derudover er der flere floder, heriblandt Torrens River, der snor sig gennem byen.

Adelaide har lidt mere end en million indbyggere, og er kendt som "20 minute city", da man kan komme frem til de fleste vigtige steder (f.eks. lufthavnen, byens strande eller The Adelaide Hills) inden for en halv times tid. I hjertet af denne kompakte, men smukke, by, finder du Victoria Square.

En af de billigste australske byer at studere i

Det har sine fordele at studere i Adelaide. For eksempel brænder det ikke hul i lommen at finde bolig her. Byen er dog ikke blot blandt de billigste byer at studere i, det er også den femtebedste by at bo i i følge the Economist Intelligence Unit’s 2014 Liveability Survey.

Adelaide var desuden rangeret som nummer 9 i Lonely Planets Top 10 Cities to Visit 2014. De 5 bedste grunde til at besøge Adelaide, er ifølge Lonely Planet:

  1. De mange festivaler
  2. De senere års byfornyelse
  3. Glimrende shoppingmuligheder
  4. Vinområdet
  5. Smukke strande

Det lyder godt, ikke? 

Strandene i Adelaide

Med omkring 3700 kilometers kystlinje byder South Australia på mange smukke, kridhvide strande, og mange af dem har du endda mere eller mindre for dig selv. Du kommer fra campus til den nærmeste strand på godt 15 minutter - især West Beach, Henley Beach og Semephore Beach ligger alle tæt på. Det samme gør Glenelg Beach, der er et utrolig populært tilflugtssted i weekenderne. Vil du gerne snorkle eller svømme med vilde delfiner? Så tag til Glenelg Beach!

Det er ikke for sjov at tage på stranden - tjek denne video fra UniSA:

 
7 ting du kan lave gratis i Adelaide

Før du starter din uddannelse på University of South Australia, eller når du har weekend eller ferie, har du mulighed for at opleve Adelaide på mange forskellige, og gratis(!), måder. Her får du 7 forslag til fede gratisaktiviteter i Adelaide:

  1. Slap af på de føromtalte strande. Du behøver kun et håndklæde og solcreme.
  2. Gå en tur i den historiske Port Adelaide og oplev områdets særlige stemning samt de mange bygninger fra det 19. århundrede. 
  3. Tag en tur op og ned af Adelaides mest elegante boulevard: North Terrace. Her møder du mange af byens kulturinstitutioner som f.eks. delstatens parlament, byens casino, Art Gallery of South Australia og South Australian Museum.
  4. Besøg den botaniske have, som både har historiske bygninger, og byder på fantastisk natur. Der er gratis indgang.
  5. Brug det offentlige internet AdelaideFree WiFi, når du bevæger dig rundt i byen. Der findes 200 udendørs samt 100 indendørs hotspots. 
  6. Gør brug af byens gratis transportmuligheder. Du kan besøge flere af byens seværdigheder, shopping- samt gå-i-byen-områder uden at bruge en krone.
  7. Hvis ikke du allerede har en cykel, så få fingrene i én. Tag en tur langs Torrens Trail - Det er en fantastisk måde at opleve byen på.

Studierabatter i Adelaide

Med dit ISIC-studiekort får du masser af fede rabatter og fordele, både i Adelaide men også i resten af Australien (og resten af verden for den sags skyld). Du kan hente ISIC's fordelsapp gratis. Læs mere og bestil dit ISIC studiekort her. 

Klimaet i Adelaide

Adelaide har et lunt klima, der minder om Middelhavets. Her får du varme og tørre somre og milde vintre. Sommer i Adelaide er mellem december og februar og byder på temperaturer mellem 25-35°C. Vinter er mellem juni og august, og her får du både mere regn samt køligere temperaturer mellem 10-15°C.

Lyder University of South Australia fristende?
Kontakt os!
Contact